MINITEL OG/ELLER INTERNET I FRANKRIG?
En sammenlignende undersøgelse af de to produkter
Speciale under Cand.ling.merc. i kommunikation og formidling-studiet ved Handelshøjskolen i København
skrevet af : Françoise Qvistgaard (MLC4-speciale, studieordning 1996)

Minitel, som er et elektronisk massekommunikationsmiddel, blev lanceret i Frankrig omkring 1980. Kommunikationen foregår over det franske telefonnet (France Télécom) og forudsætter en skærmterminal hos brugeren. Fra starten var et af formålene, at Minitel skulle erstatte papirtelefonbogen (hvorfor abonnementerne fik udleveret en gratis terminal), men systemet udvikledes hurtigt til at omfatte en lang række servicefunktioner og blev snart uhyre populært i Frankrig.

Internet systemet, der var startet i USA, først som en udbygning af et militært kommunikationssystem (ARPANET), senere brugt som et forbindelsesled mellem USA's universiteter og fra 1981 mellem universiteter i hele verden (fra 1990: NSFnet) blev åbnet for almenheden i hele verden under sit nye navn "Internet" i 1993 og fik i de følgende år en stormende fremgang i alle industrialiserede lande, undtagen i Frankrig.

Da nærværende undersøgelse påbegyndtes i 1997 var Minitel sort set enerådende i Frankrig, hvor PC'erne var en sjældenhed og Internet altså næsten ukendt.

Det var derfor naturligt at søge besvaret en række spørgsmål vedr. Minitels og Internets fremtid i Frankrig :
- Har Minitel og Internet samme funktion og kan de det samme ?
- Er de to systemer baseret på samme filosofi ?
- Hvilke aktører har haft ansvar for udbredelsen af informationsteknologi i Frankrig ?
- Skyldes Frankrigs "efterslæb" (for såvidt angår Internet) politiske, kulturelle el. økonomiske faktorer ?
- Er Frankrig bevidst om sit "efterslæb" og hvilke forholdsregler har man, i bekræftende fald, iværksat for at indhente det?
- Hvad er markedstendenserne for Minitel og Internet i Frankrig og hvilken fase af deres livscyclus befinder de 2 produkter sig i?
- Hvorledes er de to produkters konkurrenceposition på det Franske marked ?

En sammenligning viser at Internet på mange punkter er det oprindelige Minitel/Teletel-system overlegent.

For Minitel taler : en nem håndtering, en ringe anskaffelsessum (de senere Minitel-terminaler skal dog købes eller lejes), et stort antal serviceydelser hvis kvalitet/indhold garanteres af ret strenge regler. Til gengæld er det et lukket, fransk system, den grafiske kvalitet er ret ringe, systemet er langsomt og det er dyrt og besværligt at oprette en "hjemmeside". Endeligt er Minitel særdeles dyr i anvendelse (bortset fra telefonbogsfunktionen).

I modsætning hertil er Internet et åbent internationalt system, der er hurtigt, har en god grafisk kvalitet, giver adgang til en ubegrænset mængde informationer og serviceydelser, som også kan kombineres med billeder og lyd, dens e-mail er Minitels langt overlegen, man kan surfe på nettet, og printe eller gemme dokumenter umiddelbart, og systemet er billigt i drift sammenlignet med Minitel. Som ulemper kan nævnes manglende kontrol af websiderne, og relativt høje startudgifter (PC, modem, etc.) Til gengæld yder ingen af de to systemer endnu en absolut sikkerhed f.eks. ved elektronisk betaling.

Det nævnte "efterslæb" i Frankrig synes (udover selve Minitel-systemet og France Télécoms monopol, der har "blokeret" for Internet) at skyldes kulturelle, herunder sproglige, faktorer, men især manglende handlekraft hos de skiftende franske regeringer.

Imidlertid tog den franske regering netop i 1997 et storstilet initiativ med det dobbelte formål: at fremme kendskabet til Internet i Frankrig og at skabe en tilnærmelse mellem Minitel og Internet så systemerne kunne kombineres og Minitel kunne anvendes fra en PC. En række tiltag har på rekordtid (knap 3 år) bevirket en spektakulær stigning i antallet af PC'er og Internetbrugere i Frankrig samtidig med at Minitel, takket være de nye software-typer der giver adgang til Minitel fra en PC, ikke har oplevet nær så stor en tilbagegang, som man kunne have forventet, og det på trods af at prisen for anvendelsen af Minitel/Teletel er den samme fra en PC som fra en Minitel terminal.

Markedsituationen og konkurrencepositionen for de to produkter (i Frankrig) søges klarlagt i sidste kapitel. En nøjere analyse af de disponible statistikker med anvendelse af PLC-modellen (PLC=produkt-livs-cyclus) og Boston Consulting Group's teoriapparat, Boston matricen, viser at:
- Minitel (det oprindelige system) er i nedadgående modningsfase og placeres i Boston matricen som en "malkeko" (høj markedandel i stagnerende branche). Denne nedgangstendens erstattes dog delvis af Minitels PC/Internetversions markedsvækst. Sidstnævnte placeres som et "spørgsmålstegn" (lav markedsandel i hurtigvoksende branche) i Boston matricen.
- Internet har været igennem introduktionsfasen og er nu kommet ind i vækstfasen. Internet placeres ligeledes som et "spørgsmålstegn", men tendensen viser at Internet er på vej til at blive en "stjerne" i Frankrig (stor markedsandel i vækstbranche).

Frederiksberg, d.22.02.2000

Françoise Qvistgaard